Et betænkeligt kludetæppe
Om det boligpolitiske forlig tirsdag den 15. oktober 2002
Formanden for Lejernes LO Klaus Hansen kalder det boligpolitiske forlig indgået i folketinget i går aftes for et typisk eksempel på et kludetæppe, hvor alle er kommet med et bidrag, og hvor resultatet er blevet for spraglet og for dårligt.Mest i øjenfaldende er det, at de mange nye boliger, der skal bygges, først og fremmest er målrettet den bedre stillede del af befolkningen, medens de enlige, de unge, de fraskilte ikke får særligt mange boliger ud af dette boligforlig.
Merbyggeriet af privat udlejningsbyggeri vil ifølge regeringen blive omkring 800 boliger om året, og det bliver meget dyre boliger, siger Klaus Hansen. Det samme gælder de knap 500 nyindrettede taglejligheder pr. år. Det skyldes, at der skal gælde fri markedsleje i disse boliger.
Både de private udlejningsboliger og taglejlighederne bliver dyre boliger til en leje på 8-9.000 kr. om måneden ex. varme og dermed ikke for almindelige boligsøgende. Positivt er det, at forligspartierne fik lukket for disse lejligheders salg som ejerlejligheder. Men negativt, at der ikke blev social anvisningsret til bare en del af dem. Tværtimod, pensionskassernes byggeri bliver til en lukket gruppe af befolkningen, nemlig medlemmerne. Det grå guld i parcelhusene får flere valgmuligheder, parfamilierne får flere muligheder, den enlige SID’ er får ikke meget ud af det.
Når det gælder det almene boligbyggeri forventes i 2002 knap 4.000 almene familieboliger og knap 4.000 ældreboliger. Det er positivt, men holder det også i de følgende år. Der er ikke meget i forliget, der tvinger egoistkommunerne til at bygge. Det er også uacceptabelt, at det er lejerne, der gennem en særskat på deres opsparing i Landsbyggefonden, skal betale det nye boligbyggeri. Til gengæld er det positivt, at forliget sikrer en mere omfattende renovering af den almene sektor, end den Regeringen havde lagt op til.
Nedskæringerne i byfornyelsen blev ikke så store, som dem Regeringen havde annonceret. Men der er stadig væsentlige nedskæringer i byfornyelsen, og lejernes husleje i de byfornyede boliger bliver sat op. Det er uacceptabelt.
Forliget øger antallet af ungdomsboliger med ca. 760 boliger om året. Det er langt fra tilstrækkeligt til at dække de unges boligbehov i de større byer. Samtidig gør forliget ikke noget ved de mange billige små lejligheder, der forsvinder fra boligmarkedet, fordi de udsættes for helt meningsløse moderniseringer. Så netto er der desværre ikke tale om en effektiv indsats for at fremme et øget boligudbud til de unge.
