Udsalg af boliger, en rejse til det forjættede land!
Venstre tromler de konservative ned i det ideologiske felttog, hvor den konservative leder, Bernt Bendtsen bliver løbet over ende af finansminister Thor Petersen ved udmeldingen om salgskravet, så det nyvalgte konservative folketingsmedlem Helle Sjelle blev nød til at konne sin partileder til undsætning og understrege at ansvaret for den almene sektor høre under økonomi og erhvervsministeren. Man kunne tro at Venstre ville sikre sig, at de konservative ikke blev for bløde i koderne hvor felttoget skulle starte.
Som det kan ses i regeringsgrundlaget, har V og K besluttet, at boligerne skal sælges, - ikke om de skal sælges. Et udvalg, som regeringen alene bestemmer sammensætningen af, skal så bestemme hvordan det i praksis kan gennemføres. Derefter får andre, heriblandt organisationerne lov at udtale sin opfattelse, heriblandt Lejernes LO.
Kravet om salget af almene boliger blev godt skjult i i den forgangne valgkamp, så mange blev overrumplet da denne bastante udmelding kom. Man kan spørge om, hvad V og K frygtede, eller er det bare, at man nu bebytter sig at chancen, hvor man vandt valget på det fremmedfjenske tema? Det får vi nok aldrig svar på.
Der er mere brug for demokrati og ansvar, end at eje og spekulere.
Den sociale boligsektor er meget stor, ca. 500.000 lejligheder, med omtrent 1 mio. lejere, der bor i en lejlighed som er uden for privat spekulation, - altså almenyttig.
Det kan naturligvis berette en diskussion, hvis ejerformen alene har skabt en masse problemer. Det har den ikke.
Problemerne er ganske anderledes. Den almene boligsektor har begrændset bevægelsesfrihed, og kan ikke selv anvise lejligheder uden at det er reglbundet, til forskel fra de private udlejligsboliger eller selvbestemmelsen som i de private andelsboliger.
Da anvisningspolitikken er et af nøglerne til boligkvarteres sociale balance, har dette afgørende betydning. Ansvaret for den kommunale boliganvisning er kommunens ansvar.
I praksis har kommunerne forhandlet med boligselskaberne om den sociale anvisning, og kravet til selskaberne er meget stort. Dette pres formidlede selskaberne til boligafdelingerne. Når presset fra kommunerne er stort er årsagen at mange som har socialt behov for en lejebolig og ikke selv kan finde den, kommer til kommunen og anmelder sit behov. Kommunerne har skærpet kravet til behovet for at kommunen skal finde boligen således at en enlig lavtlønnet uden andre sociale problemer, ikke er boligberettiget. Med dette pres bo en lejlighed betyder desværre at det ofte er dårligt fungerende familier der anvises i samme boligafdeling, hvilket kan belaste afdelingen hårdt. I dårligt fungerende boligafdelinger, hvor denne anvisning har været gennemført over længere tid, har man oplevet at enkelte opgange er blevet så belastet at velfungerende familier flytter, når der bliver formegen uro og den onde cirkel tager fart.
Der skal derfor en anden social ansvarlig anvisning og fordeling til, hvor kommunen og selskabet må forhandle med boligafdelingen, således at dialogen imellem boligafdelingen og kommunen hjælper til at sprede og fordele problemfamilier og netværket i en velfungerende afdeling ikke destrueres. Afdelingen i en boligafdeling skal have en forhandlingsret, for at balancen imellem de lejere som skal leve med boliganvisningen daglig og kommunen med anvisningsbehovet kan blive positivt.
Den dårlige boliganvisning har kostet mange penge at genoprette, og været med til at skabe mange myter om den almene boligejerform.
Når Lejernes LO peger på demokrati som svar på spekulation i sin lejlighed, har det også baggrund i, at der er demokratisk underskud i mange boligafdelinger. Når en boligafdeling med omkring 2000 lejligheder og flere hundrede på grund af giftige forhold i lejemålene ( skimmelsvampe )oplever at blive majosered, fordi selskabet og administrationen ikke har opfattet lejerenes rimelige krav på en god sund bolig, da viokser modviljen mod systemet. Og systemet er selskabet. Tilsvarende i små boligafdelinger, hvor lejerene oplever administrationen med en adfærd, der inden for den gamle private sektor er på vej ud.
Svaret er ikke, at købe sig fri at formynderiet,, men at udvikle demokratiet, dialogen og bestemmelsesretten, hvor en organisering i en lejerforening og engagement i Lejernes LO er vejen frem, uden økonomisk lotterispil om ejergenet.
At vise magt ved at være økonomisk velfunderet og kunne købe en lejlighed, og derved tilkøbe sig rettigheder, er unødvendig og fattigt på ansvar. Demokrati, engagement og ansvar over for andre med fællesskab, er udvikling af mennesker med omsorg, initeativ og iderigdom.
Den enkelte lejer i den almene boligform har igennem årene fået udviddet sin råderet i sin egen lejlighed. Stort set, må man det samme i en almen lejebolig, som i en privat andelsbolig og ejerlejlighed efter lovene.
Der kan være forskel i det enkelte selskab, men lejerene kan beslutte at der skal ændres herpå.
Mange lejere og deres børn, som i god tro og samfundssind har ladet sig indmelde og skrive op i et selskab, kan miste denne ret. Ved salgstilbud til lejerene kan kommende lejere der søger bolig så fremover købe sig udenom ventelisterne, og ind i en lejlighed. Med relativ små midler skal alle nu være spekulanter, hvor der bliver vindere og tabere. Alle kan ikke vinde i det nye boliglotteri og taberene, den enlige, fraskilte, arbejdsløse og lykkejægern der ikke var heldig, samt de sygdomsramte ofte sindslidende og unge bliver tilbage.
Et politisk varmt forår og sommer, kan blive en kold tid.
Der er brug for en stærk lejerorganisering, der kan fremføre lejerenes krav når lotteriet kører.
Klaus Hansen
Denne artikel bringes i medlemsbladet Vi Lejere nr. 1, 2002