Lejernes Landsorganisation
Reventlowsgade 14, 4.
1651 København V.
 


Luk


21-07-2006  -   Lejernes Landsorganisation

Stop de ulovlige fup - boligannoncer, og lav noget bedre.

Flere og flere udbyder nu ulovlige boligannoncer. Selv de store aviser har på deres hjemmeside henvisning til den ulovlige boligformidling. Det må stoppes nu, siger Klaus Hansen, formand for Lejernes LO. Tålmodigheden er slut, der tales for meget udenom, vi vil have et effektivt politisk indgreb, der stopper den usmagelige spekulation i manglen på lejeboliger. Samtidigt opfordrer Lejernes LO de private udlejere til at lære af den almennyttige sektor, og oprette gratis boligformidlinger, der samarbejder.

Jo større mangel på lejeboliger, der er til at betale for almindelige indkomster, jo flere udnytter den forgæves søgning efter disse boliger.

Der er ledige lejligheder, men da regeringen ser igennem fingrene med fordyrende spekulationsmoderniseringerne ved genudlejning, og da regeringen, når det gælder nybyggeriet, stimulerer nyt meget dyrt privat udlejningsbyggeri med tilskud, og lader de almene boligselskaber bygge ældreboliger i stor stil til parcelhusejerne, så bliver det sværere og sværere for enlige eller parfamilier i den nedre indkomstklasse at finde en lejebolig. Man skal kende nogen, der kender nogen, for at få adgang til de private udlejningsboliger, der stadig udlejes til den almindelige omkostningsbestemte husleje. Disse boliger er ikke nødvendigvis billige, hvis man sammenligner med ejerboliger, - ejerboligen og ikke mindst andelsboligen er blevet dyrere og dyrere, og flere og flere boligsøgende må erkende, at de ikke er kreditværdige til en ejerlejlighed eller andelsbolig.

Den desperate situation har ført til, at der opstår flere og flere internethjemmesider med en ulovlig boligformidling.

Lejelovens § 6 (også kaldet dusørbestemmelsen) lyder:

    6. Ved udlejning til beboelse, ved formidling af sådanne lejeforhold eller ved bytning af beboelseslejligheder er det ikke tilladt at modtage eller kræve vederlag fra lejeren eller at betinge sig, at lejeren indgår anden retshandel, som ikke er et led i lejeaftalen.

    Stk. 4. Overtrædelse af stk. 1 straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Bestemmelsen har til formål at beskytte lejerne mod at smarte forretningsfolk, der vil drive forretning på at tage honorar for at oplyse om ledige boliger. Personer imellem kaldes det at betale sorte penge under bordet, når der betales for at få skaffet forbindelse til en udlejer, der har en ledig bolig, eller i den mere systematiserede form, internetsider, der tager honorar, typisk 2 – 400 kr. for i en mindre periode at have mulighed for at logge ind på udlejerannoncer med telefonnummer og e-mail på udlejeren.

Fælles for de to former for formidling er, at de udnytter, at de boligsøgende har svært ved at finde de ledige boliger, og at de boligsøgendes situation betyder, at der kan forlanges overpris for at oplyse, hvor boligen ligger.

Det hele bliver ikke mindre suspekt af, at de private udlejere over administrationshonoraret betales for at formidle de ledige boliger.

Lejelovens § 6 har betydet, at en hjemmeside er lukket. Det har Lejernes LO foranlediget.

Imidlertid har smarte forretningsfolk fundet et hul. Nu udbyder internetsiden en ydelse, hvorefter de boligsøgende mod betaling kan sætte en annonce på hjemmesiden. Som ”gratis” sidegevinst får den boligsøgende så lov til at se et link med lejeboliger der udlejes. Udlejere kan således kvit og frit lægge lejeboliger til leje ind på dette link.

” Keine hexerei, nur behändichkeit.“, nu er det ikke betaling for formidling af boliger.

Det nytter ikke, at Socialministeren siger, at loven er god nok, og at hun anbefaler, at politiet graver i udbyderens regnskaber for at finde ud af om ydelsen er gratis eller ej. Det er uoverkommeligt, nyttesløst, og vil i praksis blive afvist af politiet.

Lejernes LO kræver, at lovgivningen forbedres, således at ingen hverken direkte eller indirekte via Internettet eller lignende kan opnå betaling for formidling af boliger.

Lejernes LO anbefaler, at de private udlejere ligesom de almennyttige boligorganisationer, går i samarbejde, og tilvejebringer en overskuelig gratis formidling af boligerne. Lejerne har allerede over administrationshonoraret betalt for denne ydelse.

Lejernes Landsorganisation - Reventlowsgade 14, 4. - 1651 København V. - Tlf.: 33 86 09 10 - Fax: 33 86 09 20 -